Det kræver meget arbejde at skrive et udbud. Og det kræver rigtigt meget arbejde at skrive et ordentligt udbud. Heldigvis ser flere og flere ordregiver værdien i at afholde en markedsdialog eller sende udbudsmaterialet i høring inden det offentliggøres. Og det er der flere fordele ved.
Bliv hørt
Høringer og markedsdialog er private aktørers bedste mulighed for at blive hørt, mens der stadig er mulighed for at have reel indflydelse på hvordan et udbud strikkes sammen. I forhold til en udbudsproces, efter offentliggørelse af udbuddet, er høringer og markedsdialog en rimelig uformel proces. Private aktører kan tilkendegive deres holdninger til materialet, uden fare for at blive udelukket fra en udbudsproces på grund af fx formfejl.
Markedsdialog kan, i de fleste tilfælde sammenlignes en smule med et salgsmøde. I, som privat aktør på markedet, er der for at forklare hvordan jeres produkt bedst opfylder et konkret behov, og hvorfor udbuddet skal tage hensyn til lige præcis jeres løsninger.
Hvordan foregår det?
Ved en offentlig høring af udbudsmaterialet vil det typisk være kravspecifikationer og tilbudslister der skal tages stilling til. Er disse hensigtsmæssige både i forhold til det konkrete løsningsbehov og de konkrete produkter eller ydelser der findes på det relevante marked. Igen, sørg for at gøre opmærksom på lige netop jer selv og jeres løsninger.
Markedsdialog foregår typisk på fysiske eller telefoniske møder. Formen her er som regel mere uformel end en høring. Ved et markedsdialogmøde skal I ikke holde jer tilbage fra at medbringe brochurer eller andet salgsmateriale. Den ordregivende myndighed har indkaldt jer for at blive klogere både på markedet generelt og jer specifikt. Og det kan være guld værd, når en offentlig myndighed skriver et udbud, at kunne gå tilbage til lige netop jeres salgsmateriale for at beskrive løsninger bedst muligt.
Hvordan bliver man indkaldt til markedsdialog?
For at en ordregivende myndighed kan invitere jer til en markedsdialog, skal de selvfølgelig vide at I eksisterer. Hvis I ikke er en stor, kendt spiller på markedet skal I selv sørge for at udbrede kendskabet til jer i hos de offentlige myndigheder. Inviter jer selv på kaffemøder hvor I kan beskrive jeres produkt eller ydelse. Send, uopfordret, jeres salgsmateriale så offentlige udbudskonsulenter husker jer når de skal i gang med et udbud. Eller tilbud at offentlige myndigheder kan få jeres produkter på prøve hvis det er relevant. Det vigtigste er at gøre sig selv interessant, så I træder frem i myndighedernes hukommelse, når de står og skal til at invitere aktører ind til markedsdialog.